LUFTMELDEKORPSET

                                     


Retur oversigt Historiske indlæg

LUFTMELDEKORPSET

Af Ole Slente og Jørn T. Nielsen.

 Læs også om  LUFTMELDETJENESTEN

Den nye betænkning vedrørende Luftmeldekorpset fra 1952 bekendtgjorde, at der på landsplan skulle være på ca. 400 luftmeldeposter. Luftmeldeposternes standpladser skulle udpeges under hensyntagen til det terrænmæssige som de taktiske forhold. De 400 poster på landsplan ville svare til en afstand på ca. 12 kilometer mellem hver post, hvilket man fandt forsvarligt.

Landet blev opdelt i 7 luftmeldedistrikter nemlig Ålborg, Århus, Viborg, Kolding, Odense, København og Nykøbing F. Derudover var der et luftmeldeafsnit på Bornholm. Distrikterne og afsnittet på Bornholm var i fredstid underlagt Hjemmeværnskommandoen.

Organisatorisk er luftmeldedistrikterne og afsnittet opdelt i luftmeldeeskadriller, som består af et varierende antal luftmeldesektioner. Luftmeldesektionen er den personelenhed der betjener en luftmeldepost.

De nye Lavvarslingscentralerne blev udstyret med glasburer næsten hele vejen rundt langs væggene, som var hævet 3-4 meter over gulvhøjde for at give et godt overblik på plottebordet. I disse glasburer sad repræsentanter fra Hæren, Søværnet og selvfølgelig Flyvevåbnet. Desuden sad der eksponenter fra andre myndigheder, som havde interesse i aktiviteten i luftrummet.

Men vi må ikke glemme en meget vigtig aktør, nemlig Broadcast Controlleren. Denne Controller ledede vores egne jagerfly til luftkamp alene på det grundlag af de symboler, der blev anbragt på plottebordet.

Når luftmeldeposterne blev bemandet under en øvelse, summede centralerne af aktivitet og de meldinger der kom hastigt ind, tegnede der sig et klart billede af luftsituationen i lav højde på bordet. Hvis man ikke havde dybere kendskab til Luftmeldekorpset og dets funktioner, vil mange sikkert tænke: ”Hvor var det gammeldags” - men det virkede bare!

Luftforsvaret havde også brug for at vide, hvad der skete i lav højde. Det kunne Flyvevåbnets radarstationer kun se i begrænset omfang og uden Luftmeldekorpset ville Luftforsvaret således være delvis ”blind” i denne meget vigtige del af luftrummet. Sagt med andre ord kunne radarsignalerne ikke reflekterer på fly, der fløj under 200 m. 

For at kunne rapporterer til lavvarslingscentralen blev luftmeldeposterne udstyret med en postradio, som blev tilsluttet det eksisterende telefonnet, og som var gravet ekstra dybt i jorden, for at imødegå sabotage eller anden ødelæggelse af ledningerne. Derudover var der et pejleapparat til bestemmelse af flyenes kurs. Pejleapparatet var også udstyret med en anordning der kunne retningsbestemme en atomsprængning og hvilke størrelse sprængningen var på. Derudover var posten også udstyret med en god kraftig kikkert.


Plottemateriel til markering af fly

v


Fra civil klædt til uniformering

I foråret 1953 startede udleveringen af uniformer. Det var unægtelig nyt for de ”gamle” medlemmer, der havde valgt at gå ind i luftmeldetjenesten, fordi den var en civil organisation, der ikke var uniformeret. Den første udlevering af uniformer til medlemmerne fandt sted i forbindelse med afholdelse af kursus for chef og næstkommanderende på Slipshavn, hvor eleverne – på det første af mange kurser ved Flyverhjemmeværnets Befalingsmandsskole – blev iklædt.

Uniformerne til de frivillige blev fra Luftmeldekorpset sendt direkte til den enkelte post. Fra korpsets side, håbede man, at i det mindste en tredjedel af de udsendte uniformer passede. Bytning af uniformer måtte så ske posterne imellem. Der gik derfor lang tid, før alle havde fået en uniform der passede. 

I første omgang rådede Luftmeldekorpset kun over uniformer til det mandlige personel. Ved udleveringen ventede man derfor med centralens mænd, til spørgsmålet vedrørende kvindernes uniformering var endelig afklaret, således at personel der var tjenstgørende sammen også blev iklædt samtidig. Uniformssituationen var ikke god alle steder, der var således i længere tid mangel på huer. Dette medførte, at man ved et distrikt i en periode havde en speciel beholdning af huer til udlån til repræsentative formål. I et stykke tid måtte 2 frivillige piger deles om en uniform.

I 1954 begyndte udleveringen af våben og dermed uddannelsen af disse. Bevæbningen var et almindeligt ønske fra de fleste af korpsets medlemmer, men der var alligevel medlemmer, der nægtede at bærer våben.

Stemningen vendte dog langsomt og udviklingen tog rigtig fart i forbindelse med Ungarns og Suez krisen i 1956. Under indtryk af disse storpolitiske kriser, hvor freden og friheden føltes truet, meldte mange nye sig til Luftmeldekorpset. For disse nye medlemmer var bevæbningen ikke alene naturlig, men også nødvendig og denne følelse smittede af på ”de gamle” der havde afslået at lade sig bevæbne.

I 1957 kom der et behov for ændring af meldeproceduren, på baggrund af de erfaringer man havde fra øvelserne samt indførelse af jetfly. Postens flymelding blev ændret til: Opkald – Position – Kurs – Iagttagelse – Antal – Højde. Samtidig blev bemalingen af centralens plotteborde ændret til det vi kendte, da Luftmeldekorpset blev nedlagt.  En anden væsentlig ændring var, at Luftmeldekorpset forlod det danske fonetiske alfabet, der havde været anvendt siden 1934, og gik over til det internationale ICAO-alfabet (NATO’s fonetiske alfabet). Dette som følger af, at Luftmeldekorpset var en del af flyvevåbnet, hvor dette alfabet anvendes.

Først i 60-erne fik Luftmeldekorpset til opgave, at skulle indberette til ABC-forsvaret (forsvar mod atom-, biologiske og kemiske våben). Luftmeldeposterne fik som sekundær opgave, at skulle rapporterer om observation af eventuelle atomvåbenangreb og om intensiteter i et muligt nedfaldsområde. Derudover skulle også rapporteres om kemiske kampstoffer ved sektionsstadet (sektionsstadet var det sted, hvor den personelenhed der betjener en luftmeldepost befandt sig).

Observation af atomangreb var et vigtig anliggende. Der skulle rapporteres om tidspunkt for angrebet, måling af retning  til nulpunktet og måling af vinkler til paddehatteskyens bredde samt højde. Disse målinger gav grundlaget for, at der kunne beregnes, hvor angrebet havde fundet sted og hvor stort våbnet/sprængningen var. Luftmeldekorpset observationer blev anset for at være den primære og hurtigste information og dermed det bedste grundlag for videre varsling.

I 1970-erne så De Flyvende Hjemmeværnsenheder dagens lys. De udskilte sig på mange måder fra andre hjemmeværnsenheder, idet Den Flyvende Hjemmeværnsenhed var en enhed bestående udelukkende af piloter, der med deres civile flyvercertifikat uddannedes specielt til at udføre øvelsesflyvninger for Flyverhjemmeværnet. Piloterne fløj med lejede eller  ejede privatfly.

Enheden blev oprettet på baggrund af, at mange luftmeldeposter klagede over manglende overflyvninger ved flyveøvelserne. Man skønnede fra Flyverhjemmeværnets stab – der var med til at tilrettelægge disse øvelser – at flyvning med disse civile fly kunne dække disse ”huller”.

I 1982 blev der oprettet lokale flyvende enheder ved hvert distrikt. De udførte flyvninger for distriktet samt eventuelle andre interesserede hjemmeværnsmyndigheder inden for området.

I løbet af årene 2000 - 2003 skete der en omvæltning og en teknologisk revolution inden for korpset. Man begyndte så småt at nedrive Luftmeldetårnene, idet grupperne skulle være mere mobile og samtidig skulle kunne flytte sig i terrænet alt efter behov. Grupperne blev nu udstyret med mobiltelefoner og natkikkerter. Der blev indført et højteknologisk rapporteringssystem der fik betegnelsen VERDI (Visual Enhanced RAP Display), hvor alle meldingerne fra posterne registreres ved indtastning på VERDI-systemet på en bærbar computer, som var placeret ved underafdelingen. Disse indtastninger viste sig så på et Danmarkskort, hvor man nøje kunne følge aktivteten af de registrerede fly. Ved at klikke på et fly på det elektroniske kort fik man alle oplysninger om flyet, og der skete en løbende opdatering på grundlag af indkommende meldinger.

Ser vi lidt overordnet på Luftmeldekorpset, har det gennem årene tilført luftforsvaret og det øvrige forsvar en helt uvurderlig støtte med meldinger om flyaktiviteter i lav højde, ABC-meldinger, vejrmeldinger, meldinger om aktiviteter på havet og meget mere.

Fra det tætte net af luftmeldeposter bredt ud over hele Danmark, hvor tusinder af frivillige udførte et engageret og hensynsfuldt arbejde, blev der indsamlet, bearbejdet og videresendt meldinger til stor nytte for forsvaret og andre militære som civile myndigheder.

Gennem tiden har Luftmeldekorpset været igennem flere udviklings- og tilpasningsprocesser, men havde til stadighed formået, at holde fast i sit væsentlige eksistensgrundlag frem til nedlæggelsen af korpset. Luftmeldekorpset blev nedlagt den 03 APR 2004 (DB 4/2004).

Ved Luftmeldekorpsets ophør i 2004 var landet inddelt i 3 distrikter samt et afsnit på Bornholm.

Flyverhjemmeværnsdistrikt 1, som dækkede Nord og Midtjylland.

Flyverhjemmeværnsdistrikt 2, som dækkede Sydjylland og Fyn.

Flyverhjemmeværnsdistrikt 3, som dækkede Lolland, Falster, Sjælland.

Luftmeldeafsnit Bornholm som dækkede hele Bornholm. 


Indvielse af de nye kontorlokaler ved LAVAC  Nyk. F.

v

Efterskrift.

Vores egen lavvarslingscentral/luftmeldecentral lå på Nordre Ringvej 2 i Nykøbing Falster, den blev bygget i 1955. Selve bunkeren - hvor luftmeldecentralen havde til huse - lå under jorden. Kontorer og mødelokaler som lå i stuehøjde blev bygget senere og blev indviet i 1980. Indtil 1980 havde administrationen kontorer andetsteds i byen.

I tilfælde af strømsvigt havde bunkeren også sit eget nødstrømsanlæg der ved hjælp af en dieselmotor trak en generator, som forsynede hele bunkeren med den nødvendige strøm. Lavvarslingsområdet dækkede Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland. Centralen ligger der endnu, men er i privateje. Flyverhjemmeværnet har lejet centralen til tjenestebrug.

Kildeangivelse:

Flyverhjemmeværnet 50 år.

Luftmeldetjenesten 1934 - 1974.

Den frivillige Luftmeldetjeneste gennem 60 år.

 

 

Senest opdateret    11-12-2017