|
Retur
oversigt Historiske indlæg
Af Bent Aalbæk-Nielsen , 18 NOV 09
Fra frivillig luftmeldertjeneste til flyverhjemmeværn.
Læs den spændende artikel der gennemgår 'luftmeldernes' historie i lyset
af nationale og globale begivenheder.
Luftmeldepost Struer 1955. |
Det var den
legendariske statsminister Thorvald Stauning, der for 75 år
siden – nærmere betegnet den 30. november 1934 – satte sin
underskrift på fødselsattesten for det, der dengang hed Den
frivillige Luftmeldetjeneste, senere Luftmeldekorpset og i dag
Flyverhjemmeværnet.
Og selv om Den frivillige Luftmeldetjeneste dengang var
organiseret som en civil forening – hvad der jo var helt
naturligt her i det land, der ofte betegnes som foreningernes
hjemland – så var det nu alligevel ikke nogen helt almindelig
forening, der med statsministerens underskrift blev en realitet
efter et forarbejde, der havde været i gang gennem nogle år. Den
havde nemlig et noget specielt formål.
Baggrunden for ønsket om at oprette en luftmeldetjeneste skal
findes i den militære udvikling under og efter den første
verdenskrig. Det var specielt to nye våbentyper, man var
opmærksomme på: flyvemaskinen og giftgassen, og ikke mindst på
de muligheder, der lå i at kombinere disse to våbentyper, og som
man tidligt så som den største trussel mod såvel militære
styrker som mod det civile samfund i en eventuelt kommende krig. |
Forskellige forhold og begivenheder i
verden omkring os i disse år var medvirkende til at skærpe
opmærksomheden omkring den nye trussel. I 1919 lykkedes det således for
to officerer fra Royal Air Force at foretage en nonstop flyvning over
Atlanterhavet i et Vickers Vimy bombefly. Dermed var det vist, at
bombefly nu havde den rækkevidde, der for alvor gjorde dem til en
trussel næsten hvor som helst. I praksis så man dette i årene 1923-1925,
da det var fly fra Royal Air Force, som var den helt afgørende faktor i
nedkæmpelsen af oprørske stammer både i Nordvestindien og i Mesopotanien
– det land, der i dag er kendt som Irak.
Og da den unge sovjetrepublik i 1927 begyndte at opstille en flystyrke
med bl.a. flere end 800 langrækkende tremotorede Tupolev bombefly,
forstod man for alvor nødvendigheden af at få etableret en effektiv
beskyttelse mod angreb fra luften. Derfor sendte det danske
krigsministerium i 1930 premierløjtnant S.A. Andersen fra
Kystartilleriet på en seks ugers tjenesterejse til England for at
studere det nyligt oprettede engelske luftværnsartilleri. Det var ham,
der få år senere som kaptajn kom til at forestå opbygningen af Den
frivillige Luftmeldetjeneste.
Statsminister Thorvald Staunning der i 1934 underskrev
luftmeldertjenestens fødselsattest.
|
En af de
erfaringer, som han bragte med sig hjem fra England, var
nødvendigheden af, at der blev etableret en meldetjeneste, som
dels kunne varsle luftværnsartilleriet om indkommende fjendtlige
fly, men dels også kunne give grundlag for en varsling af
civilbefolkningen.
I hæren havde man allerede gennem mange
år haft gode erfaringer med et samarbejde med frivillige korps,
og derfor var det en nærliggende tanke at søge oprettet et
tilsvarende korps, der kunne varetage denne luftmeldetjeneste.
Allerede i 1933 var de første elementer af et sådant korps
blevet etableret; men på det tidspunkt var det med værnepligtigt
personel fra Artilleriet, og den 7. september dette år afholdtes
den første egentlige luftmeldeøvelse herhjemme. Det foregik i
området omkring Holbæk , og der indgik 12 luftmeldeposter, som
afgav deres meldinger om observerede fly til en
luftmeldecentral, som var oprettet til lejligheden i Holbæk.
Derfra blev meldingerne videregivet til en interimistisk
luftværnscentral, som var blevet etableret i København.
Erfaringerne fra denne øvelse var så positive, at det blev
pålagt Kommandanten i København at forestå det praktiske arbejde
med opbygning af en landsdækkende organisation, som med et
frivilligt personel kunne tage sig af en egentlig
luftmeldetjeneste. |
Og i november 1934 var man så langt med
forarbejdet, at statsministeren som nævnt kunne sætte sin underskrift på
loven om Den frivillige Luftmeldetjeneste.
Besættelsesårene
Ved indgangen til året 1940 var hele landet dækket af et tæt net af
luftmeldeposter, hvorfra meldingerne gik til luftmeldecentraler og
derfra videre til de militære og civile myndigheder. Hele denne
organisation var trænet gennem instruktioner for de enkelte poster og
gennem øvelser med deltagelse af Forsvarets fly. Alt fungerede, som man
kunne ønske det.
Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var tjenesten klar til at
træde i funktion, men den blev aldrig aktiveret. Det var en meget stor
skuffelse for alle medlemmer, og den 18. april opsøgte foreningens
landsformand F.C.R. greve Scheel den daværende forsvarsminister Alsing
Andersen for at få en forklaring på den manglende aktivering. I et brev
om dette besøg, som landsformanden samme dag sendte til alle ledere og
bestyrelsesmedlemmer i foreningen Den frivillige Luftmeldetjeneste,
skriver han afslutningsvis: ”Ministeren udtalte, at han på nuværende
Tidspunkt ikke er i Stand til at give nogen Forklaring herpaa”.
Det kan tilføjes, at der heller ikke senere har kunnet findes nogen
forklaring – end ikke i de undersøgelser, som er foretaget efter
besættelsen.
Få dage efter besættelsen fik Kommandanten i København af
Generalkommandoen overdraget opgaven at føre forhandlinger med den tyske
værnemagt om bl.a. luftmeldetjenestens fremtidige virke. Derefter kunne
der den 1. juni 1940 sendes følgende meddelelse til de respektive danske
militære myndigheder: |
Luftmeldepost 1938. |
”Den danske Luftmeldetjeneste vil – indtil videre – ikke blive
etableret, men Foreningen ”Den frivillige Luftmeldetjeneste” består
fremdeles og skal være beredt til, hvis Situationen ændres, med kort
Varsel at kunne træde i Funktion, men kun efter særlig ordre ”.
Denne meddelelse blev fulgt op af en appel til alle foreningens
medlemmer fra dens hovedbestyrelse og ledelse om ”fortsat at slutte op
om Foreningen til Gavn for vort Land og vort Folk”. Der blev da også i
tiden frem til den 29. august 1943, da det endelige brud mellem de
danske og de tyske militære myndigheder blev en realitet, holdt talrige
møder med det frivillige personel rundt over hele landet, og tjenestens
to faste officerer, kaptajnerne E.J. Joest og L. Sabroe, var i disse år
stadig på farten for at komme rundt til flest muligt af de mange lokale
møder.
Befalingsmænd fra flyverhjemmeværnet uddannet på Slipshavn i 1953.
|
En vigtig begivenhed for foreningen fandt sted på Kong Christian X’s 70
års fødselsdag den 26. september 1940, da foreningen fik sin første
fane. Den bar kongens monogram på fanedug og topstykke, og den blev
indviet ved en improviseret højtidelighed På Tøjhusmuseet i København. I
sin tale ved den lejlighed sagde kaptajn Joest bl.a.:
”Måtte denne nye danske fane komme til at vaje over et frit folk, der
ikke vil imødese sin skæbne med korslagte arme”.Og det var da absolut heller ikke de korslagte armes holdning, der
prægede foreningen, indtil også den måtte indstille de egentlige
aktiviteter med operativt sigte. Møder med instruktioner og
improviserede øvelser fandt fortsat sted, og den egentlige organisation
af foreningen blev opretholdt, således at kaptajn Joest i 1942 kunne
afgive melding om, at Luftmeldetjenesten under en eventuel allieret
invasion kunne træde i funktion, og at dette kunne ske med ”fra få
timers til dags varsel”.
Også tilgangen af nye medlemmer fortsatte. Bl.a. meldte mange af
spejderbevægelsernes voksne ledere sig til tjeneste, og pr. 29. aug.
1943 var medlemstallet oppe på 6.758. Efter den dato gik mange af
medlemmerne over i en aktiv indsats i modstandsbevægelsen. |
Koldkrigs-årene
Efter befrielsen den 4. maj 1945 forventede alle i Luftmeldetjenesten,
at nu skulle tjenesten i gang igen. Men der kom til at gå meget lang tid
– flere år – inden der for alvor skete noget.
Allerede fra foreningens første hovedbestyrelsesmøde efter befrielsen
den 27. juni 1945 var det ellers meldt klart ud, at ”vi har rammerne –
og vil let kunne udfylde dem, når nye retningslinier kommer. Hvor længe
må vi vente?”
Blandt medlemmerne over hele landet bredte pessimismen sig, og mange
meldte sig ud for at indgå i de hjemmeværnsforeninger, som blev oprettet
netop i disse år. Men fra ledelsens side opfordrede man igen og igen til
besindelse og tålmodighed, og Kommandanten i København gav udtryk for,
at det var vigtigt, at Den frivillige Luftmeldetjeneste blev bevaret
intakt. Men det var en opgave, der blev vanskeligere og vanskeligere. Et
øget kendskab til en af anden verdenskrigs teknologiske nyskabelser,
radaren, gjorde det ikke lettere. Mange mente, at dette
overvågningssystem helt ville overflødiggøre en visuel overvågning af
luftrummet.
Det var først den 28. april 1948, at Krigsministeriet bestemte, at Den
frivillige Luftmeldetjeneste skulle søges reetableret. Det skete under
indtryk af den kraftigt øgede politiske spænding i Europa, og i en
skrivelse til Generalkommandoen anførte ministeriet bl.a.:
”Det vil tage tid, før et radarnet vil kunne være etableret. Radar er
sårbar og kan ikke se alt. Der vil derfor også fremover være behov for
en visuel observationstjeneste”. |
Luftmeldeposter på Fyn og øerne efter reorganiseringen i 1952.
|
Snart var man da også i gang med at genetablere centraler, poster og
telefonforbindelser, og den 3. oktober 1949 kunne Generalkommandoen
meddele, at Hærens Flyvertropper havde overtaget den reetablerede
luftmeldetjeneste på Sjælland med omliggende øer samt i Jylland og på
Fyn. Få dage efter – den 9. oktober – kunne man så gennemføre den første
luftmeldeøvelse med fly efter krigen. Samtlige luftmeldeposter og
centraler i Nord-, Øst- og Sydsjælland samt på Møn deltog med i alt
1.400 frivillige.
En af de væsentlige ændringer i forbindelse med genetableringen af
luftmeldetjenesten var, at antallet af luftmeldeposter blev reduceret
fra ca. 700 til ca. 400. Men en effektivisering af selve meldesystemet
blev opnået ved at samle tre-fire poster i en såkaldt klase, som blev
koblet på en fælles direkte telefonlinje ind til centralen. Der skulle
altså ikke længere kaldes op over den lokale telefoncentral.
Som noget nyt efter krigen kunne der nu også optages kvinder i
luftmeldetjenesten, og specielt på luftmeldecentralerne regnede man med,
60-80% af personelstyrken skulle være kvinder.
Plottebord ved lavvarslingscentralen i Odense.
|
I forbindelse med hærens vintermanøvre på Fyn i 1950 blev der
søndag den 26. februar afholdt en luftmeldeøvelse, hvor to
nyheder blev præsenteret. Den ene var, at der for første gang i
Danmark blev anvendt et plottebord i kommandocentralen. Den
anden var Flyvertroppernes Meteor jetjagere, og efter øvelsen
udtalte kaptajn S.A. Schack.: ”Disse nye
flys kolossale hastighed lærte os, at vore meldinger skal afgives
hurtigt og sikkert”. Gennemsnitstiden for en melding fra post til
hovedcentral var under øvelsen på 1 minut.
I april 1950 begyndte medlemsbladet ”Den frivillige Luftmeldetjeneste”
en serie med instruktion i flykending, og fra da af blev netop
flykendingen en af de vigtigste discipliner på luftmeldeposternes
instruktionsaftener. I de første mange år var det Søværnets
Fjernkendingsskole, der stillede instruktionsmateriale til rådighed, men
senere overtog folk fra Luftmeldekorpset selv en væsentlig del af
arbejdet med at fremstille det relevante og efterhånden mere og mere
avancerede materiale – til sidst bl.a. på cd-rom. |
Den 20. december 1950 – kort tid efter at flyvevåbnet var blevet
oprettet som selvstændigt værn – blev luftmeldetjenesten, som siden
oprettelsen i 1934 havde henhørt under Generalkommandoen – overført til
flyvevåbnet, og i medlemsbladet for december bød chefen for flyvevåbnet,
generalløjtnant C. Førslev, velkommen til denne nye enhed under
flyvevåbnet, og han udtalte i den forbindelse bl.a.: ”Luftmeldetjenesten
er nødvendig; den er mere end en reserve for radarnettet; den er et
udmærket supplement”.
I 1949 var de tidligere nævnte hjemmeværnsforeninger indgået i et
statsligt hjemmeværn, og i den forbindelse var der ønsker om at få
oprettet et ”enhedshjemmeværn” med det, der nu fik betegnelsen
Luftmeldekorpset, placeret under de eksisterende
hærhjemmeværnsdistrikter. Det kunne hovedbestyrelsen ikke acceptere, for
det ville betyde en opsplitning af korpsets medlemmer. Det førte til en
række forhandlinger, som til tider var meget følelsesladede, og hvor en
trussel om, at hovedbestyrelsen for Den frivillige Luftmeldetjeneste
ville træde tilbage, og at der ville ske en kollektiv udmeldelse af
foreningens 8.000 medlemmer, blev nævnt som en mulighed. Løsningen kom
fra flyvevåbnet med et kompromisforslag, hvorefter det kommende
Luftmeldekorps skulle placeres operativt under flyvevåbnet som en del af
Flyvevåbnets Kontrol- og Varslingstjeneste, men administreres af
hjemmeværnet, således at det indgik som en hjemmeværnsregion i det nye
Flyverhjemmeværn. I denne ordning indgik også, at Luftmeldekorpsets
medlemmer blev iklædt flyvevåbnets blå uniform, og at personellet ville
blive bevæbnet til selvforsvar.
Som årene gik, blev en del flere opgaver helt naturligt lagt over til
Luftmeldekorpset. Det gjaldt således afgivelse af ABC-meldinger – altså
meldinger om observerede atomeksplosioner samt om anvendelse af
biologiske og kemiske kampstoffer. Til det formål fik posterne udstyr
til måling af radioaktivitet og til registrering af biologiske og
kemiske kampstoffer. Posternes placering på gode udsigtspunkter i
terrænet bød på mulighed for at observere eventuel landmilitær
aktivitet, som skulle meldes til luftmeldecentralerne gennem
særmeldinger. Senere fik man radioudstyr, så meldingerne også kunne
sendes direkte til hærhjemmeværnets kommandostationer. Også
vejrmeldinger blev en del af opgaverne, og endelig fik udvalgte poster
nær kysterne til opgave at melde om maritim aktivitet.
Fra luftmeldecentralerne (senere benævnt lavvarslingscentraler - LAVAC)
gik der meldinger om al fjendtlig og ukendt luftaktivitet til
flyvevåbnets operationscentraler, hvor der ved siden af det store GSM
(General Situation Map), hvor radarstationernes observationer blev
plottet ud, var et mindre plottebord, kaldet Rats Table, hvor
”rotterne”, d.v.s de lavtflyvende fjendtlige fly, som kun
Luftmeldekorpset kunne se, blev markeret. Senere, da al registrering af
luftaktiviteten over Danmark blev foretaget på computere, blev denne
rapportering fra LAVAC’erne foretaget ad elektronisk vej, først ved
hjælp af et system kaldet LOLA (Low Level Air Situation) og senere med
det langt mere avancerede VERDI (Visual Enhanced RAP (Recognized Air
Pictural Display)). Særligt effektive for flyvevåbnet blev LAVAC’ernes
billede af situationen i luften, da man placerede såkaldte
broadcastcontrollere i centralerne med direkte radioforbindelse til
piloterne i egne jagerfly. Så kunne man helt uden forsinkelse orientere
om fjendtlige fly, deres type og position til jagerpiloterne, som dermed
fik de bedst tænkelige forudsætninger for effektive angreb mod de
fjendtlige fly.
Men der var også andre, som med stort udbytte kunne trække på
informationerne i LAVAC. Derfor var der repræsentanter for
civilforsvaret, som i givet fald kunne varsle civilbefolkningen, og der
var folk fra det jordbaserede luftforsvar, i de senere år specielt
HAWK-raketterne, som via direkte forbindelse til egne enheder kunne
varsle dem om fjendtlige anflyvninger. Endelig gik der meldinger til
hærens enheder i området.
Men i 2004 havde udviklingen definitivt overhalet Luftmeldekorpset. Det
var blevet overflødigt. Den kolde Krig var afsluttet med Warszawapagtens
opløsning, og dermed var den fare fra øst, som siden slutningen af
40’erne havde været den vigtigste begrundelse for at have et
Luftmeldekorps, forsvundet. Dertil kommer, at den teknologiske udvikling
havde gjort korpset helt overflødigt. Det måtte nedlægges, og det skete
i 2004, men for en stor del af dets medlemmer var det en naturlig sag at
flytte over i andre dele af flyverhjemmeværnet.
I forbindelse med nedlæggelsen blev der af Inspektøren for
Flyverhjemmeværnet udsendt et hæfte til alle Luftmeldekorpsets medlemmer
under titlen ”I gjorde en forskel”. Heri skrev den daværende chef for
Flyvertaktisk Kommando, generalmajor L. Simonsen, bl.a.:
”Det er måske ikke så god tone mere at omtale det som en sejr, da Den
kolde Krig blev afsluttet. Det vil jeg dog tillade mig i denne
anledning, hvor vi udgiver et hæfte om en af de sejrende organisationer
– og som vi netop har nedlagt, fordi den var sejrherre i den lange seje
krig, som vi kalder Den Kolde.
Der er et vemodigt udtryk i det danske sprog, som hedder: ”Moderen har
gjort sin pligt, moderen kan gå”. Det er netop det, der er sket:
Luftmeldekorpset har gjort sin pligt, korpset har fuldendt opgaven, og
det kan gå”.
Kilder:
W. Görnandt: Luftmeldetjeneste i 40 år
Poul Steen Jensen og J. Clausen: Den frivillige Luftmeldetjeneste gennem
60 år
Inspektøren for Flyverhjemmeværnet: I gjorde en forskel
Original
artikel på hjv.dk |
