LUFTMELDEKORPSET

                                     

 

Retur oversigt Historiske indlæg

LUFTMELDETJENESTEN

Af Ole Slente og Jørn T. Nielsen.

 Læs også om  LUFTMELDEKORPSET

Her følger historien om luftmeldetjenesten. Der fortælles lidt om forhistorien, strukturen, om tjenesten under krigen samt forandringen frem til Luftmeldekorpset fødsel.

Der forløb 10 år efter afslutningen af den 1. Verdenskrig, inden spørgsmålet om oprettelse af et luftforsvar i Danmark officielt kom på tale. Forslaget omfattede også oprettelse af en meddelelsestjeneste samt en oversigt over luftmeldeposter, som man på daværende tidspunkt mente påkrævet til at løse opgaven.

Luftmeldeposterne skulle med en indbyrdes afstand af 6-7 km placeres i sektorer, der dannede 4 cirkler med en radius på henholdsvis 20 km, 60-80 km og 100-140 km og med København som centrum. Meldinger om fjendtlige bombardementsmaskiner, jagere og luftskibe påregnes indrapporteret til en luftværnscentral i København.

Kaptajn S. A. Andersen fik nu til opgave, at rekognoscerer for luftmeldeposter og luftmeldecentraler, samt at føre de fornødne forhandlinger med telefonselskaberne. Efter ordre fra Kommandanten i København, skulle man i første omgang koncentrerer sig om en etablering af Luftmeldetjenesten på Sjælland, Møn, Lolland-Falster, Bornholm, Samsø og Fyn.

Efter etablering af de mange luftmeldeposter og centraler afholdes den første rigtige luftmeldeøvelse, lørdag og søndag den 22.-23. september 1934. Øvelsen var udelukkende baseret på frivilligt personel fra Luftmeldetjenesten og Københavns Skytteforenings Rekylkorps. Af hensyn til de frivillige var øvelsen lagt i weekenden og blev afviklet i 4 perioder.

Luftmeldetjenesten deltog med de luftmeldeposter, der var underlagt luftmeldecentralerne i Køge, St. Heddinge, Fakse, Præstø og Næstved. Københavns Kommandant var øvelsesleder, og kaptajn S. A. Andersen, havde ansvaret for luftmeldetjenestens deltagelse. Denne øvelse var særdeles vellykket og der var ingen tvivl om, at alle bestræbelser for at oprette én af regeringens officielt anerkendt og godkendt luftmeldeorganisation måtte fremmes mest muligt.

Den 30. november 1934 godkendte statsminister Th. Stauning på Krigsministeriets vegne udkastet, og denne dag blev altså luftmeldetjenestens officielle fødselsdag. Samtidig havde foreningen ”Den Frivillige Luftmeldetjeneste” set dagens lys.

De forskellige centraler og poster på Sjælland og ørene blev fordelt således::                 

Sjælland

17 luftmeldecentraler med i alt 119 luftmeldeposter.
Møn:   

1 luftmeldecentral med i alt 8 luftmeldeposter.
Lolland Falster: 3 luftmeldecentraler med i alt 37 luftmeldeposter.

Hvis vi koncentrerer os om Lolland-Falster ser fordelingen således ud:

Centralen Nykøbing F:

14 poster med ca. 15 mand.
Centralen Maribo:

13 poster med ca. 15 mand.
Centralen Nakskov: 10 poster med ca. 14 mand.
Hver post var udstyret med en stationskasse, et armbind, en kappe (som ville tilgå ved Luftværnstilstand) og en pap-høretragt (som kunne benyttes i usigtbart vejr eller om natten for at kunne fastslå flyets retning). På stationskassens låg var der malet en melderose, der var opdelt i 8 felter. Der var igen angivet de 4 verdenshjørner, så man nøjagtigt kunne angive flyets retning.

Når man observerede et fly på poststandpladsen, blev der udfærdiget en luftmelderapport, som ”løberen” skulle bringe til nærmeste ”telefonist”, som derefter ringede til centralen for at ind rapportere denne observation.

Samlecentralerne var Luftmeldetjenesten forbindelsescentral med det operative kommando-apparat. Centralerne bestod hovedsalig af et større rum med et plottebord anbragt i midten. Omkring dette plottebord var der et antal markører (plottere), de var udstyret med hovedtelefoner og brystmikrofon. Hver plotter havde til opgave at udlægge de meldinger på plottebordet, der kom fra posterne.

På en forhøjning rundt om plottebordet fandtes et antal ”tilskuerpladser”. Her kunne interesserede instanser og myndigheder få anvist en plads, så man direkte kunne aflæse alle detaljer i luftrummet. På én af pladserne sad en rapportør  der havde til opgave, at rapporterer al aktivitet direkte til jageroperationsrummet.

Systemet var overordentligt simpelt og enkelt. Der var ingen nedskrivninger, der kunne forsinke meldingerne, men efter plotningen blev meldingerne dog


Stationskasse med melderose på låget (1935)


Stationskassens indhold (1935).

indført i en journal af en journalfører, der aflæste meldingerne på plottebordet.

 

Ved indgangen til året 1940 var hele landet dækket af et tæt net af luftmeldeposter. Hele denne organisation var trænet gennem instruktioner for de enkelte poster og gennem øvelser med deltagelse af Forsvarets fly. Alt fungerede, som man kunne ønske det.

 

Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var tjenesten klar til at træde i funktion, men den blev aldrig aktiveret. Det var en meget stor skuffelse for alle medlemmer, og den 18. april opsøgte foreningens landsformand F.C.R. greve Scheel den daværende forsvarsminister Alsing Andersen, for at få en forklaring på den manglende aktivering.

 

I et brev om dette besøg, som landsformanden samme dag sendte til alle ledere og bestyrelsesmedlemmer i foreningen Den frivillige Luftmeldetjeneste, skriver han afslutningsvis: ”Ministeren udtalte, at han på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at give nogen forklaring herpå”. Det kan tilføjes, at der heller ikke senere har kunnet findes nogen forklaring – end ikke i de undersøgelser, som er foretaget efter besættelsen.

Få dage efter besættelsen fik Kommandanten i København af Generalkommandoen overdraget opgaven at føre forhandlinger med den tyske værnemagt om bl.a. luftmeldetjenestens fremtidige virke. Derefter kunne der den 1. juni 1940 sendes følgende meddelelse til de respektive danske militære myndigheder: ”Den danske Luftmeldetjeneste vil – indtil videre – ikke blive iværksat, men foreningen ”Den frivillige Luftmeldetjeneste” består fremdeles og skal være beredt til, hvis situationen ændres, med kort varsel at kunne træde i funktion, men kun efter særlig ordre”.

 

Denne meddelelse blev fulgt op af en appel til alle foreningens medlemmer fra dens hovedbestyrelse og ledelse om ”fortsat at slutte op om foreningen til Gavn for vort Land og vort Folk”. Der blev da også i tiden frem til den 29. august 1943, da det endelige brud mellem de danske og de tyske militære myndigheder blev en realitet, holdt talrige møder med det frivillige personel rundt over hele landet, og tjenestens to faste officerer, kaptajnerne E. J. Joest og L. Sabroe, var i disse år stadig på farten for at komme rundt til flest muligt af de mange lokale møder.

 

En vigtig begivenhed for foreningen fandt sted på Kong Christian X’s 70 års fødselsdag den 26. september 1940, da foreningen fik sin første fane. Den bar kongens monogram på fanedug og topstykke, og den blev indviet ved en improviseret højtidelighed på Tøjhusmuseet i København. I sin tale ved den lejlighed sagde kaptajn Joest bl.a.: ”Måtte denne nye danske fane komme til at vaje over et frit folk, der ikke vil imødese sin skæbne med korslagte arme”.

 

Og det var da absolut heller ikke de korslagte armes holdning, der prægede foreningen, indtil også den måtte indstille de egentlige aktiviteter med operativt sigte. Møder med instruktioner og improviserede øvelser fandt fortsat sted, og den egentlige organisation af foreningen blev opretholdt, således at kaptajn Joest i 1942 kunne afgive melding om, at Luftmeldetjenesten under en eventuel allieret invasion kunne træde i funktion, og at dette kunne ske med ”fra få timers til dags varsel”. Også tilgangen af nye medlemmer fortsatte. Bl.a. meldte mange af spejderbevægelsernes voksne ledere sig til tjeneste, og pr. 29. aug. 1943 var medlemstallet oppe på 6.758. Efter den dato gik mange af medlemmerne over i en aktiv indsats i modstandsbevægelsen.


Luftmeldepost fra 1938.


Nogle år efter krigens slutning - den 27. November 1949 - afholdes den første luftmeldeøvelse på Sjælland med deltagelse af ca. 1400 mand. Da der var gået 10 år siden den sidste øvelse med deltagelse af flyvemaskiner var blevet afholdt, kneb det med at huske de rette måder at afgive meldinger på. Usigtbart og ubehageligt vejr og for få tekniske hjælpemidler m. v. var med til at forringe resultatet af øvelsen.

Efter Flyvevåbnets oprettelse var blevet en realitet den 1. oktober 1950 fik foreningen den 20. december samme år meddelelse fra Generalkommandoen om, at ”Alt vedrørende luftmeldetjenesten” var overgået til Flyverkommandoen.

Flyvevåbnets første chef, generalløjtnant C. Førslev, bød ved årsskiftet Den Frivillige Luftmeldetjeneste velkommen som et led i flyvevåbnet og udtalte blandt andet: ” Man er indenfor flyvevåbnet klar over de traditioner i retning af pligtfølelse, offervilje og interesse for gerningen, der har ligget bag organisationens hele tidligere virke - den vil indenfor flyvevåbnets rammer blive mødt med den respekt og den velvilje, som disse traditioner naturligvis har krav på. Mine nytårsønsker skal være, at Den Frivillige Luftmeldetjeneste må komme til at befinde sig vel som et led af flyvevåbnet og at den vil arbejde på en sådan måde, at dens smukke traditioner opretholdes og videreudvikles”.

Allerede i 1950 nåede kaptajn Grüner at få udarbejdet en ”Betænkning vedrørende den visuelle luftmeldetjenestes opbygning”, som Flyverkommandoen i november samme år tilsendte Generalkommandoen. Betænkningens konklusion var følgende:

-        Luftmeldeposterne, hvis antal nærmede sig de 700, skulle reduceres til ca. 400.

-        Luftmeldecentralerne skulle afvikles som forsinkende led.

-        Kommandocentralerne skulle ændres til eller erstattes af såkaldte ”samlecentraler”.

Den 23. April 1952 stadfæstede Hans Majestæt Kongen ændringsforslaget til loven om Hjemmeværnets ordning.

Det blev bekendtgjort, at den nye ordning ville være:

-        Luftmeldetjenesten placeres i Hjemmeværnet som en enhed svarende til en region.

-        Tilhørsforholdet til Flyvevåbnet blev bevaret, idet enhederne i operativ og uddannelsesmæssigt henseende underlægges Flyverkommandoen.

-        Luftmeldetjenestens kvinder bliver hjemmeværnsfolk på lige fod med mændene.

Flyverhjemmeværnet, Luftmeldekorpset og andre styrker under flyvevåbnet var nu født og underlagt Flyvevåbnet.

Kildeangivelse: Luftmeldetjenesten gennem 40 år.

 
Senest opdateret    15-11-2018